Personas

Personas er et strategisk kommunikationsværktøj, der afklarer hvem det er vi taler om og hvem det er vi henvender os til. Personas er konkrete, men fiktive beskrivelser af brugerne. Det er en måde at repræsentere brugerne, som kan gøre det lettere for alle deltagere i udviklingsprojekter at forstå brugenes behov.

Personas gør det muligt:
-  at overføre viden om brugerne til programmører, designere, softwareudviklere og kommunikationsmedarbejdere
- at bringe brugerne helt tæt på produktet
- at gøre brugerne til virkelige levende mennesker, som man husker og forstår

I Snitker & Co. arbejder vi ud fra Lene Nielsens metode '10 skridt mod personas'. Lene Nielsen har en processuel tilgang til udvikling af personas og lægger vægt på at forankre de færdige personas i orgaisationen/virksomheden. Processen tager ligeledes højde for at personas udvikles på et datamæssigt forsvarligt grundlag. Data forankres i et dokument, der linker personasbeskrivelserne til de data de repræsenterer. Ved at forankre personas i data sikres at udenforstående og nytilkommende kan følge processen og forstå baggrunden for personas.

Personas og scenarier
Personas er et værktøj som virksomheder bruger internt som en fælles referenceramme der skaber en dybere forståelse for og indsigt i brugerne og brugernes livsverden. Scenarier kan belyse brugssituation og brugskontekst og understøtte optimering eller videreudvikling af produktet/ servicen. Scenarier udvikles typisk på baggrund af produktets på forhånd definerede mål og funktion.


          Snitker & Co.  |  Bredgade 23A, 2.sal  |  1260 København K  |  70 27 42 83 |  info@snitker.com